Skilsmissebarn

Jeg er skilsmisse barn? Og hvordan skal jeg så lige forholde mig til, at det udtryk pludselig er blevet til en realitet. I et tidligere blogindlæg “Da mit liv blev vendt 180 grader” forklarede jeg om hvordan jeg havde det på daværende tidspunkt. Dette indlæg blev skrevet 1-2 uger efter at mine forældre valgte at gå hvert til sit. Nu er det snart 1 og et halvt måned siden. Jeg har fået så mange spørgsmål det sidste måned: “Hvordan har du det med at din mor og far er blevet skilt?”. Jeg siger men en monoton stemme – det er svært at svare på, for mine følelser og tanker kører rundt, men de er snart begyndt at falde til ro.

Det er klart at det er en kæmpe omvæltning. Nu skal du pludselig til at flytte ting frem og tilbage, og du ser ikke din mor og far sammen hver dag. At have haft en mor og far som har været udadskillige i 18 år, og så at de ligepludselig siger “farvel” til hinanden har været utrolig svært for mig at håndtere. Jeg er jo stadig ung, jeg kan ikke altid være stærk, vel? Det er okay at sige at livet er noget lort nogengange, for tro mig, det er det. En af de tidspunkter hvor det virkelig gik op for mig at jeg var blevet et “skilsmissebarn”, var da min mors nye sofa kom ind af hendes dør. Jeg ved godt at i nu tænker “hvorfor når sofaen kom?” – og det skal jeg svare jer på. Der følte jeg at min mor var igang med at opbygge en ny rede – uden min kære far, som ellers altid plejede at være der.

Men det store spørgsmål er, “hvordan har jeg det ligenu?” Jo – jeg har det okay – hver dag bliver lettere, men nogle dage tager jeg et skridt tilbage, for der er minder alle steder, som minder mig om at vi engang var en familie, og at puslespillet gik i stykker. Men selvom at puslespillet er gået i stykker for min mor og fars vedkommende, så skal det hele nok gå, og på et tidspunkt finder jeg brikkerne, og sætter dem sammen på en helt ny måde – ligesom at jeg skal vænne mig til mit “nye liv”