Mit liv som blev vendt 180 grader.

Et meget personligt men stadig vigtigt emne at snakke med jer om, eller måske mere præcist – skrive til jer. Jeg er 18 år, og igennem hele mit liv har jeg været vant til at se min mor og far sammen. Se os som en familie, mor, far og børn. At de skulle blive skilt, har aldrig været noget jeg rigtig havde tænkt over. Desværre blev dette dog en realitet, og noget som jeg nu skal i øjnene og arbejde med.

For blot lidt mindre end et måned siden valgte de at sige farvel til den lille “kernefamilie” vi havde opbygget. En lykkelig kernefamilie er dog ikke ordet for det, for selvfølgelig havde vi vores kampe, men alt i alt var vi en familie og det var det vigtigeste. Mennesker vokser fra hinanden – desværre, men sådan er livet jo. Man mister og man får, og det er også noget som jeg tænker på hvis jeg for eksempel mister en veninde. “Bare rolig Amanda” siger jeg til mig selv. Det kan godt være at du har mistet en du holder af, men der skal nok komme en anden ind i dit liv og fylde det tomrum som nu engang er kommet.

Mine tanker flyver rundt. “Hvordan skal jeg tackle det?” “Hvordan skal jeg opføre mig omkring min mor og far”, og en tanke som altid møder mig på min vej er “Du skal huske at gøre begge dine forældre glade”. Jeg ved jo ikke hvordan man er et skilsmissebarn. Gud hvor jeg hader det ord. Det hele er underligt, og jeg prøver at gøre det rigtige i den her tid. For mig er det vigtigeste at de er glade, og at jeg kan være med til at gøre dem glade. Er det ikke også det livet handler om? At gøre ens kærer glade? Jeg føler bare at jeg bliver nød til det nu når de ikke har hinanden mere. Er det en forkert tankegang? Nej det tror jeg ikke.

Det hele skal nok blive lettere, mere overskueligt og lidt mere enkelt – men ligenu og her har jeg et meget ambivalent forhold til det. Men bare rolig Amanda.